Handlinger tilknyttet webside
Autisme - fra teoretisk forståelse til pædagogisk praksis
I hvert kapitel; autisme, at fortolke og forstå tings mening, kommunikation, socialt samspil og forestillingsevne, fører Theo Peeters os fra en teoretisk forståelse til en pædagogisk praksis. F.eks gør han op med tankerne om normalisering og fuld integration som slutmål i sig selv.
Punkt for punkt giver han opskriften på, hvordan integration fungerer og hvad der skal til for at den bliver vellykket.
Han omtaler forløb, der begynder i det beskyttede miljø og slutter i det integrerede. Han viser os også trin for trin, hvordan man vurderer børn og udvikler et skræddersyet træningsprogram, hvor formålet i sidste ende er, at opnå så stor en selvstændighed som muligt. Bogen indeholder mange eksempler fra pårørende og personer med autisme, der dokumenterer forfatterens fremstilling og forståelse af problemerne ved handicappet.
Det er en bog at blive klog af - en bog som mange har ventet på ...
Anmeldelse af Autisme - Fra teoretisk forståelse til pædagogisk praksis
Af Jannik Beyer
"Jeg skrev denne bog, fordi den måtte skrives".
Således indleder Theo Peeters sit forord til bogen: "Autisme - Fra teoretisk forståelse til pædagogisk praksis", og efter at have læst bogen til ende, må man give forfatteren ganske ret. Det var vigtigt, at denne bog blev skrevet, og det er vigtigt at den læses af alle, som har et ønske om at forstå - eller at færdes blandt - mennesker med autisme.
Bogen har en række kvaliteter, som ikke findes samlet i nogen anden bog om autisme.
Først og fremmest er der tale om en grundig, præcis og let tilgængelig pædagogisk grundbog. En sådan har længe været savnet af såvel forældre som af fagfolk. Bogen rummer en række konkrete ideer, til hvordan kommunikation og selvstændighed kan styrkes i en kreativ og dynamisk ramme, hvor metoden altid er underlagt målet og hensynet til den enkelte elev.
Dernæst er det lykkedes for Theo Peeters at fremlægge de væsentligste teorier om autismens årsager i et klart og forståeligt sprog, hvilket er lidt af en bedrift. De forskellige teorier understøttes af talrige citater fra mennesker med autisme samt fra pårørende.
Endelig - og måske er det det væsentligste - præsenterer forfatteren sit stof med en større ydmyghed, indlevelsesevne og respekt, end man normalt møder i en fagbog. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at Theo Peeters har et ægte engagement i forhold til de personer, han omtaler i sin bog.
Der er således tale om en usædvanlig bog - skrevet af et usædvanligt menneske. Få personer har påvirket det pædagogiske grundsyn på autisme stærkere end Theo Peeters.
I forhold til udviklingen i Danmark kan det nævnes, at det bl.a. var Theo Peeters, der som den første i efteråret 1996 præsenterede undrende danske fagfolk for den TEACCH-inspirerede pædagogik.
TEACCH programmet har sit faglige udspring ved universitetet i North Carolina i USA, og det lader sig ikke uden videre overføre til europæiske forhold. Theo Peeters henter inspiration i programmet men sikrer tillige, at det menneskesyn og de humanistiske idealer, som kendetegner Skandinavien og Benelux-landene, danner grundlaget for den pædagogiske praksis.