Handlinger tilknyttet webside

Autismespektrumforstyrrelser hos voksne

Bogen er rettet mod voksenpsykiatrien og andre på voksenområdet, der har brug for viden om disse tilstande.

Igennem de sidste årtier har der været en stigende opmærksomhed i forhold til autismespektrumtilstande. Diagnoser inden for dette område stilles stadig hyppigere og stadigt tidligere – og de efterfølgende behandlingstilbud starter nu ofte helt ned til 3 års alderen.

Denne udvikling har skabt et dilemma i forhold til voksenpsykiatrien, idet der bliver en stadig større afstand mellem de diagnoser, der anvendes inden for børne- og inden for voksenpsykiatrien. En præcis diagnostik vil ofte være en forudsætning for at opnå den behandling, støtte og hjælp, som loven om Social Service giver hjemmel for.

Opfølgningsstudier, case beskrivelser, prævalensstudier og selvbiografier peger på, at uopdagede autismespektrum tilstande ofte kan være medvirkende årsag til psykiatriske overbygninger, nedsat social funktion, arbejdsløshed samt misbrugsproblemer i voksenalderen. Flere og flere voksne søger selv til psykiatrien for at få en udredning, og da bevidstheden om autismespektrum tilstande er stigende, har der været interesse blandt voksenpsykiatere for at etablere efteruddannelse og netværk inden for dette område.


For at imødese disse nye behov har man i Sverige etableret:  ”Neuropsykiatriska diagnoseteamet för vuxna i Lund”. Her har man siden 1998 udredt over 300 voksne. En vigtig opgave for teamet er at formidle viden om udviklingsrelaterede neuropsykiatriske funktionsforstyrrelser. Lena Nylander - initiativtager og ansvarlig overlæge ved diagnoseteamet i Lund har mange års erfaring i diagnostik og behandling i forhold til voksne. På baggrund af disse erfaringer har Lena Nylander skrevet bogen ”Autismespektrumforstyrrelser hos voksne – nogle spørgsmål og svar”.


Bogen er rettet mod voksenpsykiatrien og andre på voksenområdet, der har brug for viden om disse tilstande. Bogen beskriver bl.a. hvilke fordele der kan være ved at blive udredt som voksen, hvor almindelige disse tilstande er, kønsfordeling, hvilke begrænsninger man har i evner, hvilke kognitive funktioner, der er anderledes og hvilke styrkesider, der kan være til stede. Bogen går også ind på at beskrive om der findes afvigelser i hjernen, der er typiske i forbindelser med autismespektrumtilstande, hvad man ved om årsagerne, hvordan prognosen er, comorbiditet, udredningsprocedure, behandling samt støtte af pårørende. Bogen afsluttes med at beskrive, hvordan personale inden for voksenpsykiatrien kan lære mere om disse tilstande og hvorfor det er vigtigt og interessant for dem.


Udgivelsen, som foregår i samarbejde med Langagerskolen, er en af mange aktiviteter i forbindelse med et af videnscentrets fokusområder – voksenpsykiatrien.

Bestil bogen.

Download bogen.

30/09 2010
Autismespektrumforstyrrelser hos voksne
Forfatter Lena Nylander
Udgave 1.
Udgivelsesår 2003
Udgiver Videnscenter for Autisme

KONTAKT OS
Videnscenter for Handicap, Hjælpemidler og Socialpsykiatri
Landemærket 9
1119 København K

Telefon nr.: 72 42 41 00
E.mail: vihs@servicestyrelsen.dk