Autismeordbogen

Når ens barn får en autismediagnose, eller man som fagperson skal til at arbejde med autisme, støder man på rigtig mange nye begreber og forkortelser, som kan være svære at holde styr på. Her kan du se en alfabetisk liste over de begreber, forkortelser og ord, du højest sandsynligt vil støde på.

ABA
ABA står for "Applied Behavior Analysis" og er et tidligt indstasprogram, som lægger vægt på intensiv en-tilen-træning i både hjem og tilbud.

ADHD
ADHD står for "Attention Deficit Hyperactivity Disorder"; det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet. ADHD giver som regel problemer med at opfatte, fortolke, huske, planlægge og orientere sig.

ADI-R
ADI-R står for "Autisme Diagnostisk Interview - Rev.". ADI-R er et redskab, man anvender, når man skal stille en autismediagnose.

ADOS
ADOS står for "Autisme Diagnostisk Observations Skema", og er et skema, som anvendes til at stille en autismediagnose.

Alternativ kommunikation
Også kaldet "supplerende og alternativ kommunikation". En måde at kommunikere med en person uden talesprog.

ASF
Se Autismespektrumforstyrrelse.

Aspergers syndrom
En form for autisme, hvor personen har vanskeligheder med det sociale, men har udviklet talesprog.

AST
Se Autismespektrumtilstand.

Autisme
Anvendes nogle gange som definition på infantil autisme og adskiller sig i den sammenhæng fra Aspergers syndrom, autismespektrumforstyrrelse og autismespektrumtilstand. I videnscentret forsøger vi at anvende autisme som en fælles betegnelse for alle former for autisme, inklusive Aspergers syndrom.

Autismespektrumforstyrrelse
Når autismen influerer så markant på en persons liv, at personen har behov for hjælp og støtte, kan man tale om en forstyrrelse.

Autismespektrumtilstand
Når autismen er tilstede hos personen, men ikke påvirker personens hverdag på en måde, så han/hun har brug for hjælp og støtte.

Diæt/diætintervention
Nogle mener, at en gluten- og caseinfri diæt kan have en positiv indvirkning på mennesker med autisme. Der findes dog ikke videnskabeligt belæg for dette.

DSM-IV
Den diagnosemanual, man anvender i USA. I Danmark anvendes ICD-10.

EarlyBird
Et tidlig indstatsprogram for forældre til småbørn med autisme.

Ekkolali
Præcis gentagelse af ord ytret af en anden person. Det kan være omkvædet i en sang, en tv-reklame, dialogen i en film eller i et tv-program.

Generalisering
Evnen til at generalisere er evnen til at kunne "flytte" viden og kunnen fra et område til et andet. Fx både at kunne tage sko på i børnehaven og i hjemmet.

Glutenfri/kaseinfri diæt
Menes af nogle at have positiv indflydelse på mennesker med autisme.

GUA og GUU
Står for Gennemgribende udviklingsforstyrrelse, anden og Gennemfribende udviklingsforstyrrelse, uspecificeret.

ICD-10
Den diagnosemanual man anvender i Danmark, når man skal stille en diagnose.

Inklusion
Man kan tale om inklusion, når et barn eller en voksen med en funktionsnedsættelse rummes i en almen sammenhæng, på egne præmisser og med den nødvendige hjælp og støtte.

Kognition
Kognition betyder tænkning og erkendelse. Vores kognition indvirker på vores måde at lære og sanse og har indflydelse på vores perception, opmærksomhed, sprog, hukommelse og intelligens. Man kan tale om, at mennesker med autisme har en anderledes kognitiv stil.

Kognitiv terapi
Udgangspunktet for kognitiv terapi er, gennem terapi, at ændre negative tænkemåder og -mønstre, til positive tanker.

Konkret opfattelse
Mennesker med autisme opfatter ofte fx ordsprog konkret og bogstaveligt. Det betyder at det kan være nødvendigt at være meget konkret og præcis i sin måde at udtrykke sig, når man taler med en person med autisme.

Musikterapi
Nogle børn med autisme har glæde af at kommunikere via musik, sang og dans. Men der findes ikke evidens for en egentlig virkning af terapien.

Neurobiologisk
Læren om nervesystemets biologi.

NLD
NLD står for Non-verbal Learning Disorder (nonverbale indlæringsvanskeligheder). I Autismebladet 4:2009 kan du læse meget mere om NLD.

Parallelleg
At lege ved siden af hinanden, uden at involvere hinanden i legen. Ses hos normaltudviklede børn i vuggestuealderen.

PECS
PECS står for Picture Exchange Communication System og er et visuelt kommunikationssystem, der bygger på udveksling af billeder/tegninger/konkreter til at opnå ønskede mål og opfylde forskellige behov.

Ritalin
Ritalin er en form for medicin, der gives for at dæmpe symptomer på ADHD.

Repetitiv/stereotyp adfærd
Flagren med hænder/arme, rokken frem og tilbage, åbne/lukke døre, etc.. Denne form for adfærd kan både være et udtryk for at barnet beroliger sig selv, får styr på verden eller leger.

Selvskadende adfærd
Adfærd, hvor personen med autisme skader sig selv, ved at bide, rive i hår, slå, skære, etc.

Sociale historier
Sociale historier er udviklet af amerikanske Carol Gray i 1991. En social historie kan hjælpe personen med autisme til at forstå de uskrevne sociale regler og koder, der findes i specifikke situationer.

Supplerende og alternativ kommunikation
Også kaldet "alternativ kommunikation". En måde at kommunikere med en person uden talesprog.

TEACCH
TEACCH står for Treatment and Education of Autistic and Communication-handicapped children og er en metode, der anvendes i undervisningen af børn og unge med autisme.

KONTAKT OS
Videnscenter for Handicap, Hjælpemidler og Socialpsykiatri
Landemærket 9
1119 København K

Telefon nr.: 72 42 41 00
E.mail: vihs@servicestyrelsen.dk