Arbejdsmiljø og konflikthåndtering
Formål med projektet
Formålet med forskningsprogrammet er at afdække den sammenhæng, der eksisterer mellem samspil, arbejdsmiljø og konflikter og at identificere koncepter for efteruddannelse af personalet og organisering af arbejdet, der på en og samme tid:
- Forbedrer det psykiske arbejdsmiljø, idet en større viden om hvordan man kan håndtere konflikter, giver personalet en større tryghed, når de opstår.
- Forebygger fysisk magtanvendelse og overgreb, idet personalet via en bedre forståelse af problemerne bliver i stand til at forebygge konflikters opståen og finde alternative metoder til konflikthåndtering.
Empirisk indeholder forskningsprogrammet en række undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø, organisation og konflikthåndtering på landets specialtilbud til mennesker med vekslende grader af udviklingshæmning og udviklingsforstyrrelser, herunder ADHD og autismespektrumsforstyrrelser.
Baggrund for projektet
Der har indenfor de sidste år været presseomtale at en række situationer, hvor beboere på døgntilbud for mennesker med nedsat mental og kognitiv funktionsevne har været udsat for overgreb. Samtidig ved vi fra tidligere undersøgelser, at personalet på disse institutioner er en af de personalegrupper indenfor omsorgsarbejdet, som oplever den største grad af psykisk belastning på arbejdet (Socialpædagogerne, 2007). Den psykiske belastning kan resultere i posttraumatisk stress, kroniske psykiske lidelser, langtidsfravær, arbejdsophør og stigende rekrutteringsproblemer. Der er således tale om et dobbelt problem: Dels en tilsidesættelse af de pædagogiske retningslinjer, dels en alvorlig psykisk belastning af personalet.
Projektets forankring
Arbejdsgruppen består af Videnscenter for Autisme, professor Kjeld Høgsbro, Aalborg Universitet, Bostedet Sjælør, Københavns kommune samt Heimdal og Langagerskolen, Århus kommune.
Projektets forventede resultater
Kortlægning af hvorvidt den psykiske belastning af medarbejderne og overgrebene på brugerne har den samme baggrund i et uheldigt samspil mellem brugernes udviklingsforstyrrelse og medarbejdernes manglende forudsætning for en hensigtsmæssig forebyggelse og håndtering af konflikter.
Kortlægning af mulighederne for at begge problemer kan løses via introduktion af nye metoder til konflikthåndtering og efteruddannelse af personalet med fokus på konfliktforståelse og konflikthåndtering.
Tidsplan
Projektet forventes at kunne gennemføres i perioden 2009 - 2012.