Autisme og aldring
Formål med projektet
- Sikre baggrundsviden samt praksisrelateret dokumentation, vedrørende ældre med autisme
- Foretage en behovsvurdering, samt at opstille anbefalinger m.h.t.. etablering af ældretilbud for autismegruppen generelt
- Fremlægge et konkret forslag til etablering af autismespecifikt bo- og aktivitetsmiljø for en gruppe af ældre med autisme.
Baggrund for projektet
Det er 65 år siden Leo Kanner udsendte den første beskrivelse af Infantil Autisme, og 45 år siden vi i Danmark fik den første skole målrettet børn med autisme. Udviklingen har bragt os langt siden da, og vi har i dag talrige skoler og specialundervisningstilbud til børn med autisme, ligesom vi har specialbørnehaver, beskyttede ungdomstilbud, værksteder og tilpassede boligformer. Der er fortsat mangel på tilbud til børn, unge og voksne med autisme; men vi råder over en solid viden om, hvordan sådanne nye tilbud kan etableres og drives, hvis blot den politiske vilje er til stede.
I forhold til ældre med autisme forholder det sig ganske anderledes. Her har vi hverken tilbuddene eller den fornødne viden om, hvordan kommende tilbud bør indrettes for at give de bedste livsbetingelser for ældre med ASF.
Vi mangler viden på en række områder, heriblandt:
- Betydningen af aldersbetingede sygdomme, herunder syns- og hørenedsættelse samt tidlig demens
- Betydningen af fysisk og mental aktivering, herunder betydningen af personlige interessefelter samt betydning af sociale netværk og konsekvenser af at familie, arbejdskolleger og bofæller forsvinder
- Boligindretning og personaleuddannelse.
- Hvilke faktorer spiller en særlig rolle for ekruttering og fastholdelse af motiverede og højt kvalificerede medarbejdere. Dette skal ses i lyset af en truende mangel på personale inden for ældreplejen.
Projektets forankring
Projektet forankres i et samarbejde mellem Sofiefonden, Sofieskolen og Videnscenter for Autisme
Projektets forventede resultater
Kortlægning af erfaringer vedrørende autisme og aldring. Beskrivelse af områder hvor ældre med autisme adskiller sig fra almenbefolkningen eller fra andre grupper med funktionsnedsættelse, som f.eks. udviklingshæmmede.
Kortlægning af behov hos en kendt gruppe af ældre fra bo- og/eller beskæftigelsestilbud i Hovedstadsregionen og i Region Midtjylland. Der vil i undersøgelsen blive fokuseret på to beskrivelsesparametre: den kliniske diagnose samt en aktuel funktionsvurdering. Det dobbelte beskrivelsesperspektiv er valgt for at belyse tre forhold: 1) betydningen af de skift, der over en årrække har været i den diagnostiske praksis; 2) mulige uoverensstemmelser mellem diagnostik og pædagogiske behov og 3) problemer knyttet til anvendelsen af en adfærdsdefineret, udviklingsbetinget og delvist retrospektivt forankret diagnostik i forhold til ældregruppen.
Kortlægning af hvilke medlemmer inden for ovennævnte fokusgruppe, der vil have brug for et nyudviklet ASF ældretilbud, som ikke lader sig etablere gennem justeringer og af eksisterende tilbud. En beskrivelse af erfaringer fra allerede etablerede bo- og beskæftigelsestilbud, der bør medtænkes ved udviklingen af specifikke tilbud til ældre med ASF, f.eks. i relation til indretning, aktivitetsmuligheder, tilgang til supervision og uddannelse af personale, beboerrettigheder, sundhedsmæssige forhold m.v.
En beskrivelse af forhold, som kan have særlig betydning for ældre med ASF ved forberedelse og overgangsfase til en ændret aldersbetinget bo- og beskæftigelsesform.
Tidsplan
Projektet forventes gennemført i perioden fra 2009 til 2010.